Juelsminde Musikforening

Mail: juelsmindemusikforening@gmail.com

Juelsminde musikforening arrangerer 6 årlige koncerter

Kristian Lilholt trio d. 16/11-2023 Foto: Flemming Ege 

 


Planlagte koncerter....



Juelsminde musikforening er klar med programmet til sæson. 24/25. Vi glæder os.. 

 



Koncert med Signe Svendsen 
ny koncert d. 6/2-2025 (Der erstatter den aflyste koncert i november -24)

Signe Svendsen solo

Med sit seneste og meget roste album ”Hvem Vil Ikke Elskes Igen” placerer Signe Svendsen sig som en af de bedste danske sangskrivere i hendes generation. Hun har en magisk evne til at gøre det sårbare til noget, vi kan være fælles om og dykker ubesværet ned i kærlighedens vildveje og voksenlivets trakasserier med et helende nærvær og en særegen autenticitet. 

SOLO på scenen er hun en sikker entertainer, der bruger tid på fortællinger og betragtninger mellem sangene. Hun spidder vores fælles virkelighed og hverdagen – hvor alvorlig eller komisk den så er. Om solokoncerterne siger hun selv: 

”Det er altid et sats at stille sig alene op på scenen – men jeg kan virkelig godt li’ at sætte tingene på spidsen på den måde. Når først forbindelse til publikum er på plads, kan man sætte gang i alt muligt – vi er kun os og sammen bestemmer vi hvilken slags koncert det skal blive til.” 

”Jeg glæder mig altid til at spille sangene i de nedbarberede versioner som en solokoncert lægger op til. Jeg kommer selv tættere på ordene og oplever ret tit at sangene flytter sig efter hvordan aftenen er. Der er meget nu-og-her over det.” 

Kim Skotte, Politiken, gav ”Hvem Vil Ikke Elskes Igen” 5 hjerter og kaldte titelsangen et snigerhit. Samme avis placerede albummet på listen over de 10 bedste albums i 2022, Fyens Stiftstidende gav 5 stjerner, det samme gjorde Nordjyske og kaldte albummet for en stærk kandidat til årets dansksprogede udgivelse.

Pris: kr. 225,- / medlemmer kr: 175,- / børn 75,- Billetter kan købes ved indgangen fra kl. 18.30. 

Billetter kan ikke købes endnu...

 


Julekoncert 2024 med VOX 11 d.  4/12. Bemærk at koncerten starter kl. 19.30!


VOX 11

Et unikt og internationalt anerkendt rytmisk vokalensemble med dybe musikalske rødder i den jyske muld.

Korleder

Korlederrollen i Vox 11 udfyldes af gruppens faste sanger: Heidi Bisgaard Jondahl. Heidi er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium med rytmisk korledelse som hovedfag og ernærer sig som professionel musiker.

Vox 11 blev oprindelig dannet og ledet af Gitte Frank, som var med i gruppen indtil 2009. Sidenhen har korlederrollen været udfyldt af Morten Vinther Sørensen samt Anders Hornshøj Laugesen.

VOX 11 består af 11 sangere:

Sopraner: Camilla Elving Hyttel, Natasja Vinter og Stina Nøærgaard

Alter: Heidi Bisgaard Johndahl, Hleel Lohdahl Madsen og Tina Ohrt

Tenorer: Jesper Albæk Byrialsen og Thue Thesbjerg

Beat og bas: Jonas Hove, Mogens Warming og Casper Zoion Nielsen

Se eventuelt mere på korets hjemmeside: www.vox11.dk. Her kan man bl.a. se og høre video med Vox11

Pris: kr. 225,- / medlemmer kr: 175,- / børn 75,- Billetter kan købes ved indgangen fra kl. 18.45. Billetter kan købes ved linket herunder: 

https://billetfix.dk/e/juelkoncert-med-vox11/

Hvis du vil se en video med Vox11 med "Frit Land", så brug gerne linket herunder..

https://www.youtube.com/watch?v=HzP39iY_d2o&list=RDHzP39iY_d2o&start_radio=1

 


Nytårskoncert med Sankt Pauls Band tirsdag d. 14/1 - 2025

Sankt Pauls Band er et bigband. De består af...

En fantastisk sangerinde, en forrygende sanger (der også spiller tuba), en uovertruffen dirigent og arrangør, 5 trompeter, 4 basuner, 5 saxofoner, en pianist, en guitarist, en trommeslager og en kontrabassist. En lydmand  og en fotograf. 

Det er opskriften på Sankt Pauls Band. Bandet så dagens lys i 2002, da den legendariske saxofonist og entertainer H. C. Vartenberg fik ideen til at starte et big band.

Gamle venner og medspillere fra blandt andet Peder Pedersens Big Band meldte sig hurtigt, og snart var Sankt Pauls Band en realitet.

Drivkraften er en fælles passion for det klassiske big band-repertoire. Med afstikkere til nyere kompositioner: Selv Lennon/McCartney og Mick Jagger kan man finde på repertoiret…. Og ambitionsniveauet er HØJT! Med Peder Pedersen og Peter Riis som orkesterledere og arrangører, er der garanti for seriøs swingmusik.

Da H.C. i 2005 modtog Jazzselskabets Gaffelpris, sagde Jazzselskabets formand Jes Halding blandt andet: ”Vartenberg har skabt et big band med en betragtelig musikalsk standard og et markant hold musikere, hvoraf flere har modtaget gaffelprisen.

Bandet huser 5 gaffelprismodtagere og en ”Ben Webster Ærespris”-modtager.

Sankt Pauls Band har givet koncerter og spillet i bl.a. Aarhus Festuge, Aarhus Jazz Festival, Randers Festuge, Odder Festuge, Tåning Overgård Jazzfestival, Atlas, V58, Aarhus Musikhus og Djurslands Jazzklub. Og bandet har spillet på Færøerne, på Tunø Festival og Østersø Jazz Festival på Bornholm.

Pris: kr. 225,- / medlemmer kr: 175,- / børn 75,- Billetter kan købes ved indgangen fra kl. 18.30. Billetter kan købes ved linket herunder: 

https://billetfix.dk/e/nytarskoncert-med-sankt-pauls-band-1/

 


Jane & Shane 2025 – 25 år sammen om musikken

Engelske Jane Clark og irske Shane Donnelly mødtes i 2000 tilfældigt til en jam-session på en irsk pub i et land, der var nyt for dem begge. Violin og guitar slog gnister og fra første tone føltes det som om, de havde spillet sammen for evigt. Deres fælles kærlighed til musikken og nærmest symbiotiske samspil blev til duoen Jane & Shane, der hurtigt vandt danskernes hjerter. 

Nu fejrer Jane & Shane de første 25 år med Danmark, publikum og hinanden med en særlig jubilæumsgave til publikum: En festlig cocktail af deres mest elskede melodier og helt nye sange specielt udvalgt og skrevet til jubilæumskoncerterne.

Sprudlende spilleglæde og stort overskud har altid kendetegnet en koncert med Jane & Shane og i 25 år har publikum over hele Danmark været med til at skabe den helt særlige stemning, der opstår til en Jane & Shane koncert. Og det sker hver gang! Uanset om de spiller en intim koncert i et forsamlingshus i landlige omgivelser, på en festival, i en kirke eller med et stort orkester foran 15.000 mennesker i en slotspark. 

For det er i mødet med publikum og fællesskabet omkring musikken, at energien og glæden bliver til: “Vi elsker at spille med hinanden, men når vi står på scenen, sker der noget særligt. 
Publikums begejstring og deres glade smil skaber så meget god energi. Så er vi det helt rigtige sted - sammen om musikken”. 

Jane & Shane har deres musikalske rødder i den irske og britiske folkemusik, men krydrer kærligt med elementer fra det klassiske og jazzen til det særlige “blend”, der har gjort deres koncerter så populære: Lyriske ballader og livlige keltisk-inspirerede melodier med et strejf af swing - altid serveret med glimt i øjet og smil på læben.

Deres karriere tog for alvor fart efter deres venskab og samarbejde med Niels Hausgaard – et venskab, der stadig holder.

“Jeg mødte Jane og Shane første gang en sen aften på Shamrock for over tyve år siden. To unge mennesker spillede på den lille scene. De fyldte rummet med en energi og et muntert overskud, man sjældent møder på en pub en hverdagsaften. 
Det var Jane og Shane. 
Vi har været venner siden, og de er stadig en brådsø af musikalsk generøsitet og udstråling på scenen. De har meget at give af, og de giver gerne. De er sjældne. Tak for dem.” NIELS HAUSGAARD 

Jane & Shanes popularitet har nu i 25 år taget dem Danmark rundt og deres dygtighed, varme og udstråling tager altid publikum med storm


Koncert med Nice Little Pingvins

Koncert dato d. 20/3 - 2025 

Oplev 90’er-hitmagerne Nice Little Penguins i storform

Alle kender megahittet ”Flying”, men Nice Little Penguins har udgivet utallige andre velkendte ørehængere, som har hærget radiobølgerne i de seneste tre årtier. Trioen er endda skarpere end nogensinde og begejstrer publikum overalt med koncerter, hvor de dyrker triolyden og skærer helt ind til benet med sange, der for alvor folder sig ud, når de opleves live!

Siden Nice Little Penguins storhittede i begyndelsen af 90’erne med ”Rain Keeps On Falling”, har trioen udgivet i alt otte albums. Deriblandt platinsælgende ”Flying” hvorfra titelnummeret for længst har opnået evergreenstatus – både herhjemme og i udlandet. Bortset fra en pause omkring årtusindskiftet har Nice Little Penguins gennem alle årene flittigt gæstet landets spillesteder, forsamlingshuse og festivals. I 2018 var Aarhus-trioen på sin største turné siden starten og gæstede flere end 50 danske byer.

 

I 2021 udgav Nice Little Penguins ”Beat Music Vol. 2”. Et album, som musikalsk søger tilbage til de enkle, gode sange i skarptskårne arrangementer. Et dogme for produktionen er, at alle sange skal kunne fungere live i den oprindelige trioform, som bandet konsekvent har dyrket de seneste år - nu som dengang med Bo Feierskov samt brødrene Michael og Carsten Kolster på henholdsvis bas, guitar og trommer.

 

Senest har pingvinerne i 2023 udgivet singlen ”I Miss You”, som produktionsmæssigt læner sig mere op ad de storladne og gennemarbejdede arrangementer fra de første albums fra 90’erne. Alt imens har gruppen givet stribevis af akustiske koncerter over hele landet, hvilket har bragt det velspillende orkester i storform, og selv føler de sig skarpere end nogensinde som band.

 

Publikum kan glæde sig til at høre et tændt og spillelystent orkester med ørehængere, der efter manges mening for alvor folder sig ud i koncertformatet. Med enkle midler, tæt sammenspil og knivskarpe vokalharmonier demonstrerer trioen, hvor slidstærkt deres materiale er. Ud over flere af de spritnye sange og adskillige radiobaskere fra bagkataloget indeholder sætlisten et par covers af Nice Little Penguins’ egne favoritkunstnere.

 

“Med et slag på trommen satte Carsten Kolster gang i "Rain Keeps On Falling". Undervejs savede brormand Michael sangen over med et fedt hvæs fra guitaren. Trædesten til en god koncert var lagt. Bandets kampform er i orden.” 
Vejle Amts Folkeblad


”Hvor var det bare Flying Nice. Det blev en helt uforglemmelig og fantastisk ypperlig fredag aften, da de stadig flyvedygtige pingviner indtog scenen i Korsør Kulturhus. Det veloplagte publikum fik alt det, de var kommet for, plus lidt mere - faktisk meget mere.” 
Korsør Kulturhus


”En stor fornøjelse at gense den stramt sammenspillede trio, der leverer deres numre med den rutinerede sikkerhed, som over 30 års sammenspil kan opbygge. Får mig til at tænke på både Beatles og Brødrene Gallagher.” 
Club Klondyke København